Læs hele rapporten Danish Investment update Q1 2019 her

På trods af tilbageholdenhed fra de udenlandske ejendomsinvestorer, er det ifølge ejendomsrådgiver RED netop de udenlandske investorer, som står for kvartalets største investeringer på det danske marked. Selvom salget af boligejendomme har taget et dyk, er det i især denne type ejendomme, som de udenlandske investorer primært går efter.

Cushman & Wakefield │RED’s nye rapport Danish Investment Update Q1 2019 viser, som nævnt i medierne i forrige uge, en transaktionsvolumen på 9,4 mia. kroner i første kvartal 2019. Dette svarer til en nedgang på ca. 40% sammenlignet med første kvartal af 2018 hvor der blev handlet ejendomme for 15,9 mia. kroner. Denne nedgang i volumen er primært drevet af en markant nedgang i transaktionsvolumen på boligejendomme på 47%, som formentligt kan tilskrives en kombination af sælgernes høje prisforventninger og usikkerheden omkring de fremtidige regler for lejefastsættelsen i ejendomme omfattet af paragraf 5, stk. 2. Indtil der er politisk klarhed omkring de fremtidige regler, forventer vi hos RED, at investorerne vil være mere tilbageholdende.

Heimstaden, Aderdeen og Patrizia dominerer boliginvesteringer

”På trods af nedgangen, er bolig med 43% af den samlede transaktionsvolumen i første kvartal, fortsat det ejendomssegment med størst salgsvolumen. Ser vi på boliginvesteringer i København, står tre investorer for 61% af investeringsvolumen: norske Heimstaden, engelske Aberdeen Standard Investment og tyske Patrizia, som tilsammen har købt boligudlejningsejendomme for kr. 1,4 mia.” udtaler Managing Partner Nicholas Thurø.

Ser vi på den landsdækkende opgørelse over boliginvesteringer, står de samme tre investorer for 37% af investeringsvolumen. Heimstaden alene står for 30% af boliginvesteringerne i København og 18% af den landsdækkende boliginvestering.

Amerikanske Blackstone, som købte for knap 5 mia. kr. i den gamle boligmasse i 2018, har ikke købt ejendomme på det danske marked i første kvartal 2019. Dette kan muligvis tilskrives den kritik, som kapitalfonde som Blackstone er blevet mødt med fra politisk side i forbindelse med debatten om paragraf 5, stk. 2.

Internationale investorer foretager de største investeringer

Udenlandske investorer købte, ifølge Danish Investment Update, danske ejendomme for knap 3,3 mia. kr. i første kvartal 2019, mod 7,3 mia. kr. i første kvartal 2018, svarende til godt en halvering. Dermed står de udenlandske investorer for 36% af den samlede transaktionsvolumen mod 46% i første kvartal 2018 og den nedadgående tendens fortsættes fra 2018.

Uagtet at de udenlandske investorer har købt mindre i første kvartal 2019 sammenlignet med sidste år, præger de fortsat listen over de investorer, som har foretaget de største investeringer. Således er der fem udenlandske investorer at finde på listen over de mest aktive investorer i første kvartal 2019, med Heimstaden som den mest aktive investor efterfulgt af engelske og tyske investorer. Danske BankInvest kommer ind som nummer seks med køb for 300 mio. kr.