marmorbyen

Investeringsselskabet Patrizia køber 259 lejligheder i Nordhavn af Pensam og By & Havn. Patrizias Rikke Lykke vurderer, at boligefterspørgslen fortsat langt vil overstige udbuddet i København, og derfor er der fortsat god grund til at investere i boligejendomme. Cushman & Wakefield | RED har stået for salgsprocessen.

Investeringsselskabet Patrizia har købt 259 lejligheder i boligområdet ’Marmorbyen’ i København af pensionsselskabet PenSam og Udviklingsselskabet By & Havn. De i alt tre akkvisitioner, som omfatter 12 separate ejendomme, er gennemført på vegne af 3 Patrizia fonde. Der er i alt tale om 27.895 kvm.

– Den fortsatte ubalance i udbud og efterspørgsel i disse byers boligejendomsmarkeder fortsætter med at understøtte den fremtidige udvikling. Som Danmarks hovedstad såvel som et blomstrende økonomisk og kulturelt centrum drager København stor fordel af den voksende befolkning og urbanisering, hvilket gør opkøbet af boligprojektet Marmorbyen til en meget attraktiv investering for Patrizias kunder, siger adm. direktør Rikke Lykke, Patrizia Nordics.

Marmorbyen var i 2013 det allerførste nye byggeri, der blev sat i gang i Nordhavn.

– Nordhavn gennemgår i disse år en utrolig forvandling fra isoleret område til pulserende bykvarterer med kvalitetsboliger og arbejdspladser – ikke mindst hér i Marmorbyen. I hele processen har vi haft et fortrinligt samarbejde med PenSam og NCC, og byggeriet er resultatet af de forskellige kompetencer og knowhow, der er i de 3 virksomheder. Salget til Patrizia er en fornuftig forretning og afslutter den fælles proces på fineste vis, siger adm. direktør Jens Kramer Mikkelsen, By & Havn.

Opførelsen – og nu salget – af Marmorbyen er en del af PenSams strategi for ejendomsinvesteringer, hvor pensionsselskabet er trådt til tidligere i processen, end man traditionelt har gjort i pensionsbranchen.

– Ved at træde ind allerede i opstartsfasen af byggeriet, skaber vi grundlag for et bedre afkast til vores pensionskunder, end vi ellers ville have gjort. Processen med By & Havn og NCC som entreprenør har været meget positiv, og Marmorbyen er endnu et af de vellykkede partnerskaber, vi har haft på ejendomsområdet, som bidrager til udviklingen af København, siger Claus Jørgensen, investeringsdirektør i PenSam.

Opkøbet er delt i to faser: Den første fase, som omfatter 2 køb af 128 2-, 3- og 4-værelses lejligheder samt 4 erhvervslejemål på tværs af 6 ejendomme. Det tredie køb omfatter 131 lejligheder på tværs af 6 ejendomme. Alle lejlighederne har enten altan eller terrasse.

– Investeringen på vegne af tre forskellige investorer demonstrerer, Patrizias evne til at skræddersy investeringsløsninger, som passer til vores investorer, siger Rikke Lykke.

Ejendommene er placeret i midten af den lille halvø Marmormolen og grænser op til FN Byen. Købet af Marmorbyen er det seneste i en serie af boligejendomsopkøb, som Patrizia har gennemført i Danmark i 2017. I marts investerede virksomheden i et 142-lejligheder stort udviklingsprojekt i Københavns Sydhavn. I april blev en portefølje med 6 ejendomme opkøbt – 5 i København inkl. en udviklingsejendom samt en ejendom i Aarhus. I juli investerede Patrizia så i endnu et udviklingsprojekt bestående af 16 ejendomme efterfulgt af et 177 lejligheder stort udviklingsprojekt i oktober – begge beliggende på Teglholmen i Københavns Sydhavn.

Patrizia Immobilien AG har været aktiv som investeringsselskab på det europæiske ejendomsmarked i mere end 30 år. Efter at have gennemført virksomhedsopkøbene af Sparinvest Property Investors og TRIUVA i hhv. efteråret 2017 og januar 2018 øges Patrizias samlede asset under management til godt 232 milliarder kroner. Patrizia opererer primært som porteføljeforvalter og medinvestor for forsikringsselskaber, pensionskasser, statslige fonde, sparekasser og andelskasser.

Cushman & Wakefield | RED har repræsenteret sælgerne og forestået salgsprocessen.