Ved Vandet

Cushman & Wakefield | RED har på vegne af udviklingsselskabet Becker & Nielsen solgt et 11.220 kvm stort boligprojekt med 133 boliger i Ishøj på Københavns Vestegn til amerikanske Invesco Real Estate. Transaktionssummen er endnu ikke offentliggjort.

Invescos opkøb sker i samarbejde med det danske ejendomsinvesterings- og forvaltningsselskab Rubik Properties anført af Jacob Smergel-Krog.

Boligprojektet – kaldet ’Ved Vandet’ – består af 133 udlejningslejligheder og 133 parkeringspladser og ligger halvanden km fra vandet ved Ishøj Strand. Becker & Nielsen forventer, at opførelsen af boligerne er afsluttet om halvandet år – i december 2022. Boligerne, som bliver opført efter bæredygtighedscertificeringen DGNB, har en gennemsnitsstørrelse på 84 kvm og er fordelt i fem bygninger på mellem 2 og 8 etager.

RED har været med fra starten i forhold til at forvandle en industrigrund til et attraktivt boligområde i tæt samarbejde med Becker & Nielsen.