Skindergade 41 udbydes nu til leje efter mere end 20 år som hjemsted for Photografica, der fortsætter i et nærliggende lejemål. Lejemålet er attraktivt beliggende blot 20 meter fra Strøget, hvor Vimmelskaftet møder Nygade, og fremstår som et markant hjørnelejemål med høj eksponering og konstant kundestrøm. Placeringen kombinerer Strøgets store volumen med Skindergades mere lokale handelsmiljø.
Ejendommen er opført i slutningen af det 18. århundrede og rummer 264 m² fordelt på 132 m² i stueplan og 132 m² på 1. sal, som er forbundet med en intern trappe. Derudover følger der 64 m² til lager i en særdeles anvendelig kælder.
Lejemålets facade har en bredde på mere end 20 meter med store vinduespartier, der sikrer optimal synlighed og et stærkt visuelt udtryk. De originale indgangspartier i træ, historiske udskårne detaljer og markante bygningsdele giver butikken en særlig karakter, velegnet til virksomheder med fokus på identitet og positionering.
Skindergade er en attraktiv og historisk handelsgade i hjertet af København med en stærk kombination af detailhandel, caféer og levende byliv. Gaden løber parallelt med Strøget og har direkte forbindelse hertil via bl.a. Jorcks Passage, som samtidig giver adgang videre til Vimmelskaftet og Amagertorv ved Storkespringvandet.
Ejendommen er beliggende direkte over for det ikoniske Conditori La Glace, der i mere end 150 år har været et markant trækplaster i området. På det modsatte hjørne af karréen ligger Espresso House, og tilsammen bidrager de to koncepter til et højt og stabilt fodgængerflow.
Området tiltrækker både lokale københavnere og turister, som bevæger sig mellem Strøget, Gammeltorv og Købmagergade og giver et solidt fundament for detailhandel med fokus på eksponering og tilgængelighed.