Cushman & Wakefield | RED| Amaliegade 3, 5. sal, 1256 København K
Cushman & Wakefield | RED| Amaliegade 3, 5. sal, 1256 København K|CVR-nr.: 30 53 49 99|Telefon: +45 33 13 13 99|E-mail: red@red.dk

Internationale luksusbrands bringer det klassiske Københavns udtryk tilbage

#Byudvikling #Pressemeddelelser

Internationale luksusbrands er faldet for København, men gør op med 1990’ernes tarvelige renoveringer og store butiksfacader. De vil have de smukke gamle bygningers oprindelige udtryk tilbage. En række butiksåbninger viser udviklingen. Mæglerfirmaet Cushman & Wakefield | RED ser et kæmpepotentiale for udvikling i den danske hovedstad.

Flere butiksåbninger i hjertet København i krydsfeltet Amagertorv, Højbro Plads og Købmagergade viser, hvordan nænsomme renoveringer genopdager de enkelte ejendommes – og dermed Københavns – oprindelige udtryk og arkitektoniske kvaliteter fra da ejendommene blev bygget af datidens førende borgere og forretningsfolk. Dermed er der gang i et opgør med en række brutale renoveringer fra 1990’erne, som i manges øjne efterlod København med et kulturhistorisk fattigt udtryk.

Gennem det seneste år har den LMVH-ejede juveler Tiffany, kendt fra 5th Avenue i New York City, åbnet forretning på adressen Amagertorv 8. Lululemon, den canadiske modegigant med speciale i sportstøj, er flyttet ind i den transformerede hjørnebygning Købmagergade 42. Polène, det franske luksusbrand med speciale i lædervarer, har etableret sig i den renæssancelignede ejendom på Højbro Plads 5-7.

”Disse tre udlejninger har vi stået for. Men vi må også i denne sammenhæng nævne Louis Vuittons nye flagskib, som i februar åbnede på Amagertorv,” siger Phillip Monge, partner, i Cushman & Wakefield | RED.

Kendetegnende for de fire butikker er, at de alle er udlejet til internationale brands, der har stillet store krav til bygningernes udvendige udtryk. Til gengæld har de så været parate til at ofre millioner af kroner – for ikke at sige dollars eller euro – på den indvendige indretning.

”De nye butikker er udtryk for en trend blandt internationale brands, der ønsker at etablere sig i København. De kræver autencitet, kvalitet og udtryk. For disse brands er det vigtigt, at de flytter ind i en ejendom, som både udvendigt og indvendigt vil stå tydeligt for kunderne som ”butikken i København”, et sted de mindes med glæde og gerne vil vende tilbage til. Lige nu ser vi den udvikling tydeligst på den eksklusive del af Strøget omkring Storkespringvandet, men der er et stort uforløst potentiale i indre by i form af ejendomme, som på samme måde kunne gøres ekstremt attraktive. Det gælder for alle Københavnske bydele,” siger Phillip Monge.

De internationale luksusbrands har i de senere år for alvor fået øjnene op for København, som løbende regnes som en af verdens bedste byer at leve i. I 2026 ligger København igen nummer et på det internationale Happy City Index 2026 og på en andenplads på Economist Intelligence Units Liveability Index – i år vippet af tronen af den schweiziske hovedstad Bern.

Københavnerne, der kan beskrives som værdibaserede livsnydere med et højt uddannelsesniveau, er i sig selv blevet et købestærkt segment, der elsker at shoppe luksusvarer. Samtidig har Københavnss image som en europæisk by med kant fået et historisk højt antal turister til at strømme til, og de seneste tal viser, at de tager den store pengepung med.

Ifølge Wonderful Copenhagens seneste tal overnattede turister 13,1 millioner gange i København i løbet af 2025, en stigning på 4,4 procent. De havde et estimeret forbrug på 42,2 milliarder kr.
Også i 2026 forventer hovedstadens turismeorganisation en positiv udvikling i turismen.

De aktuelle eksempler, Poléne, Tiffany, Lululemon og Louis Vuitton, er ifølge Phillip Monge modeller for, hvad der er muligt i forbindelse med renoveringer af historiske ejendomme i København.

”Mange af de gamle ejendomme kan tilbyde noget, som slet ikke findes i dag, som for eksempel højt til loftet, hvælvede vinduer, herlighedsværdi. Det kan have lige så høj værdi, som beliggenheden. Og det er ”storheden”, de internationale lejere vil have. København har potentialet, men det er naturligvis op til ejendommenes ejere at udnytte det,” siger Phillip Monge.

Han vurderer, at Københavns attraktion som storby kan løftes og gøres mere eksklusiv uden at det attraktive intime bymiljø, som kendetegner hovedstaden, sættes over styr.

”Der er efterspørgsel efter det storladne, men for mange af vores bygninger er forsømte. Med små greb, kan vi få løftet rigtigt meget af bygningsmassen,” siger Phillip Monge.

 

Poléne, Højbro Plads 5-7

Det franske luksusbrand Poléne er flyttet ind på Højbro Plads 5-7 i en smuk ejendom opført i 1797 i nederlandsk renæssancestil – en stil, som mange vil genkende fra besøg på Kronborg i Helsingør.

De seneste årtier har ejendommen huset først en bank og siden en amerikansk fastfood restaurant, som mildest talt ikke havde meget respekt for bygningens kulturarv. Bygningens kvaliteter i gadeniveau var i den årrække skæmmet af først en stor mørk stenfacade og siden af moderne glasfacader omgivet af stærke røde og gule farver, der stod i skærende kontrast til resten af ejendomme. Men det er der rettet op på nu.

Hele facaden i gadeniveau matcher nu bygningens oprindelige udtryk og elegance både i farve og med runde vinduespartier og fine stiliserede detaljer.

 

Tiffany, Amagertorv 8

Amagertorv 8 gennemgik inden Tiffany’s indflytning i starten af 2025 en omfattende renovering, herunder også i sit arkitektoniske udtryk. Ejendommen har i dag fået sit oprindelige udtryk tilbage, måske smukkere end nogen sinde. Ejendommens farvepalet er nedtonede sandfarver og et diskret, men tydeligt budskab om, her ligger Tiffany. Samlet set genkendes butiksfacaden med de rundede vinduer fra historiske billeder

I mange år var ejendommen hjemsted for først Bing & Grøndahl og siden Royal Copenhagen. Seneste lejer før renoveringen var Disney.

Amagertorv har altid været en af Københavns centrale pladser og vigtige markedspladser. Christian den 4. afholdt her i forbindelse med sin kroning og sin søns bryllup ridderturneringer. I 1894 rejstes det ikoniske Storkespringvand af billedhugger Wilhelm Bissen. Knap 100 år senere 1993 fik området sit nuværende eksklusive, kunstneriske udtryk med en granitbelægning i fem forskellige farver designet af kunstner og professor ved Det Kongelige Danske Kunstakademi Bjørn Nørgaard.

 

Lululemon, Købmagergade 42

Det canadiske modebrand Lululemon flyttede i foråret 2025 ind i en af Købmagergades mest markante bygninger, nemlig hjørneejendommen Købmagergade 42, der ligger op til Klareboderne. Bygningen fremstår i dag gennemrenoveret.

Bygningen, der i mange år rummede varehuset Messen, har genfundet sin arv og historiske nyklassicistiske stil ved brug af nænsomhed og kvalitetsmaterialer. Det ses i de rundede vinduer og buede indgang. Desuden er en lang række hvide elementer tonet ned.

Det vil nok glæde arkitekten er Emil Blichfeldt, der tegnede bygningen, som stod færdigopført i 1895. På taget ses stadig statuen af guden for handel, Merkur, udført at billedhugger Julius Vilhelm Schultz.