Med nyetableret team ønsker vi at løfte vores eksterne kommunikation og tilstedeværelse i markedet

Som et led i en professionalisering af virksomhedens indsatser inden for markedsføring og kommunikation, har RED pr. 1. januar 2019 etableret en marketingafdeling. Den nye afdeling, som er en selvstændig enhed i virksomheden med reference til partnerkredsen, udgøres af Mette-Louise Meng, som marketingchef og Malene Kihm som grafisk designer.

Det er erfarne kræfter, som nu har til opgave at løfte RED’s markedsføring af virksomhedens analyser, research og sager, såvel som overordnet kommunikation og PR. Både Mette-Louise og Malene kommer senest fra ejendomsrådgiver Newsec Advisory, hvor de har været ansat i henholdsvist 10 og 5 år. Dermed medbringer det nye team både branchekendskab samt et veletableret og succesfuldt samarbejde.

Mette-Louise er 39 år og uddannet cand.ling.merc. fra CBS og har 10 års erfaring fra erhvervsejendomsbranchen. Mette-Louise har opbygget en selvstændig afdeling for marketing og kommunikation hos ejendomsrådgiver Newsec Advisory, hvor hun for fem år siden blev associeret partner og marketingchef.
Malene Kihm er 48 år og udlært grafisk designer med 21 års erfaring i det grafiske fag, hvor hun især har arbejdet med det trykte medie, og i de seneste år også de digitale og sociale. Malene har fem års erfaring fra erhvervsejendomsbranchen og har ligeledes arbejdet på bureau og som selvstændig.

”Etableringen af en egentlig afdeling for marketing og kommunikation er et vigtigt skridt i professionaliseringen af virksomhedens eksterne kommunikation. Vi er meget glade for at kunne byde velkommen til så stærkt og erfarent et makkerpar og er sikre på, at Malene og Mette-Louise vil kunne løfte vores kommunikation, PR og visuelle identitet til det næste niveau”, udtaler managing partner i RED, Nicholas Thurø.