Ifølge  RED’s opgørelse af transaktionsvolumen for første kvartal 2019 holder markederne for kontor og retail niveau, mens markedet for boligejendomme oplever en kraftig opbremsning. De udenlandske investorer har været tilbageholdende.

Første kvartal af 2019 viser en transaktionsvolumen på 9,4 mia. kroner, viser nye tal fra Cushman & Wakefield │RED. Dette svarer til en nedgang på ca. 40% sammenlignet med første kvartal af 2018 hvor der blev handlet ejendomme for 15,9 mia. kroner. Denne nedgang i volumen er primært drevet af en markant nedgang i transaktionsvolumen på boligejendomme på 47%.

”Den markante nedgang i volumen for boligejendomme kan formentlig tilskrives en kombination af sælgernes høje prisforventninger og usikkerheden omkring de fremtidige regler for lejefastsættelsen i ejendomme omfattet af paragraf 5, stk. 2,” siger Managing Partner hos RED, Nicholas Thurø.

Hos RED har man tidligere kommenteret, at en forøgelse af beløbsgrænsen for renoveringer af lejligheder vil kunne give prisfald på op til 15-20% for de ejendomme som bliver hårdest ramt. Indtil der er politisk klarhed omkring de fremtidige regler, forventer RED, at investorerne vil være mere tilbageholdende.

På trods af denne nedgang, er bolig med 43% af den samlede transaktionsvolumen i første kvartal, fortsat det største ejendomssegment, mens kontor ligeledes fortsat indtager andenpladsen med 25% af volumen. Industriejendomme har, med en andel på 13% af volumen i første kvartal af 2019, overtaget pladsen som det tredjestørste segment fra retailsegmentet, primært drevet af den internationale investor M7’s køb af en større dansk industri- og logistik portefølje. Både kontor og retail holder imidlertid samme transaktionsniveau som første kvartal 2018, i henhold til normaliserede transaktionsdata fra RED, det vil sige renset for ekstraordinære udsving. Begge markeder er drevet primært af danske investorer.

Udenlandske investorer købte, ifølge RED, danske ejendomme for knap 3,3 mia. kr. i første kvartal 2019, mod 7,3 mia. kr. i første kvartal 2018, svarende til godt en halvering. Dermed står de udenlandske investorer for 36% af den samlede transaktionsvolumen mod 46% i første kvartal 2018 og den nedadgående tendens fortsættes fra 2018.

”Der er mere kapital til investering i fast ejendom end nogensinde før, men de internationale investorer har svært ved at finde ejendomme i København og Aarhus, som de vurderer fair prissat. Dette medfører, at kapitalen akkumuleres og investorerne afventer – hvilket vi vurderer som én af de primære årsager til de internationale investorers faldende aktivitet,” siger Nicholas Thurø.

Uagtet at de udenlandske investorer har købt mindre i Q1 2019 sammenlignet med sidste år, så er det fortsat dem som præger listen over de investorer som foretager de største investeringer. Således er der 5 udenlandske investorer at finde på listen over de mest aktive investorer i første kvartal 2019 med Heimstaden som den mest aktive investor efterfulgt af engelske og tyske investorer.

RED udgiver i næste uge rapporten RED Investment Update – Q1 2019, hvor du kan læste mere om udviklingen i første kvartal. Indtil da kan du se kvartalets tal i vores dynamiske analyseværktøj her på hjemmesiden.