Transaktionsvolumen oversteg 60 mia. kr. i årets første ni måneder
Efter endnu et kvartal med høj investeringsaktivitet tyder alt på, at 2017 bliver et rekordår for det danske erhvervsejendomsmarked. Boligudlejningsejendomme er fortsat den helt store drivkræft på investeringsmarkedet, samtidig med at de udenlandske investorers andel af investeringerne fortsat udgør over 60%. Cushman & Wakefield | RED forventer, at handelsaktiviteten for hele året vil blive på 75-85 mia. kr., hvilket er markant højere end de 65 mia. kr., som der blev registreret ejendomshandler for i 2016.
Transaktionsvolumen for tredje kvartal steg til 20,9 mia. kr. sammenlignet med blot 8,6 mia. kr. i samme kvartal året før. For de første ni måneder af 2017 nåede transaktionsvolumen for danske erhvervsejendomme op over 60 mia. kr. Dette er hele 57% højere end i de første tre kvartaler af 2016. Det viser de foreløbige opgørelser fra Cushman & Wakefield RED, som kan analyseres i detaljen HER.
“Det danske Investeringsmarkedet for ejendomme fortsætter sit høje aktivitetsniveau, og vi oplever en fortsat høj efterspørgsel efter investeringsejendomme fra både danske og udenlandske investorer. Der er i øjeblikket ingen tegn på, at det nuværende aktivitetsniveau vil ændre sig, og det ser således ud til at vi for hele 2017 kommer til at se en investeringsvolumen i omegnen af 75-85 mia. kr.”, forklarer Jacob Riiser de Lichtenberg, associate hos Cushman & Wakefield | RED.
De udenlandske investorer tegnede sig for ca. 63% af den samlede investeringsaktivitet i de første tre kvartaler af 2017, men har været fuldstændig dominerende i blandt andet industri/logistik-, retail- og hotel-segmenterne, hvor de har stået for mellem ca. 80-90% af al aktivitet.
”Der er heller ikke tegn på, at de udenlandske investorers interesse for danske investeringsejendomme vil ændre sig markant i fjerde kvartal, og der er således udsigt til at 2017 bliver det første år i nyere tid, hvor de udenlandske investorer tegner sig for en større andel end de danske”, siger Jacob Riiser de Lichtenberg, associate hos Cushman & Wakefield | RED.
I tredje kvartal gjorde især norsk-kontrollerede Heimstaden sig bemærket med to store opkøb i bolig-segmentet til en samlet værdi på ca. 3,7 mia. kr. Tyske Patrizia var også aktiv i dette segment med et større opkøb, mens britiske Standard Life Aberdeen i tredje kvartal tilføjede den markante kontorejendom på Rådhuspladsen 4 til sin portefølje.