Cushman & Wakefield | RED| Amaliegade 3, 5. sal, 1256 København K
Cushman & Wakefield | RED| Amaliegade 3, 5. sal, 1256 København K|CVR-nr.: 30 53 49 99|Telefon: +45 33 13 13 99|E-mail: red@red.dk

Transaktionsvolumen for 2020 steg overraskende med 16%

#Analyse

Den største transaktion nogensinde var blandt årsagerne til, at 2020 sluttede af med et brag og at Q4 2020 nåede en transaktionsvolumen på hele 33,4 mia. kr. Dermed nåede den samlede transaktionsvolumen i 2020 op på 71,4 mia. kr., hvilket er 16% højere end 2019.

Q4 2020 leverede den højeste transaktionsvolumen nogensinde

Volumen i Q4 var i høj grad præget af Danmarks historiens største transaktion på 12,1 mia. kr. mellem Niam og Heimstaden. Selv uden denne transaktion var aktiviteten i Q4 dog højere end RED havde forventet, og med en volumen på 33,4 mia. kr. blev Q4 2020 således det kvartal med den højeste transaktionsvolumen nogensinde målt i Danmark. Til sammenligning blev den tidligere rekord sat i Q4 2017, hvor volumen nåede 32,1 mia. kr.



Boliger udgør en historisk høj andel af transaktionsvolumen

I Q4 udgjorde boligsegmentet hele 70% af den samlede transaktionsvolumen, hvilket er væsentligt højere end den andel vi normalt ser. Hertil skal det dog bemærkes, at boligdelen af Heimstadens opkøb udgør cirka 48% af volumen i segmentet. Samlet set udgjorde bolig-investeringer 58% af den totale volumen i 2020. Til sammenligning var boligsegmentets andel i 2019 på 40%. ”Siden Q2 har boligsegmentet udgjort en større andel af transaktionsvolumen end normalt, hvilket skyldes, at covid-19 pandemien har fået mange investorer til at søge mod de sikreste aktiver” udtaler Nicholas Thurø, Managing Partner i RED.

Øget volumen i de fleste segmenter

Boligsegmentet blev igen i 2020 det ejendomssegment med den største transaktionsvolumen, men med en vækst på hele 95% var industri- og logistiksegmentet det segment, som i 2020 levede den største vækst i forhold til 2019.

Investorinteressen for industri- og logistikejendomme startede stærkt i Q1 2020, hvor volumen nåede 4,4 mia. kr. Den høje interesse fortsatte gennem hele 2020, og den samlede volumen for segmentet landede på over 8 mia. kr., hvilket næsten er en fordobling i forhold til 2019.



”I et år præget af usikkerhed på ejendomsmarkedet – både som følge af covid-19 og de politiske indgreb i branchen – så er det opløftende at se, at både transaktionsvolumen i retailsegmentet samt salget af byggegrunde er øget. Dette vidner om, at der fortsat er tillid til den fysiske detailhandel, og at aktørerne har så stor tillid til ejendomsmarkedet, at de investerer i byggejord” nævner Nicholas Thurø.

For mere information kontakt:

Nicholas Thurø
Managing Partner
+45 2624 2040
nt@cw-red.dk