Sephora er med åbningen af deres flagship store i Købmagergade den første lejer, der er flyttet ind i det spektakulære retailprojekt ”Postgaarden”.
Den franske kosmetikgigants nye flagship store er knap 650 m² og rummer alt, hvad hjertet begærer inden for make-up, hudpleje og dufte, herunder Sephoras private label samt udvalgte andre mærker, der forhandles eksklusivt hos Sephora.
Lejemålet har en markant facade, der strækker sig over 20 meter hen ad Købmagergade, hvor ejendommens store vinduespartier præsenterer det helt unikke butiksrum.
Det store retailprojekt, som næsten står færdigt, bidrager i høj grad til Købmagergades position, som en af det mest attraktive handelsgader i København, hvor man blandt andet finder navne som Saint Laurent, Valentino, Prada, Calvin Klein, Abercrombie & Fitch, Rituals og Zara Home.
Inden længe åbner H&M’s nyeste brand ”ARKET” ligeledes i Postgaarden, hvor vi også snart kan byde velkommen til et brand, der dog endnu ikke er offentliggjort.