På trods af massiv mediedækning af de internationale investorers indtog på de danske ejendomsmarked, viser ny rapport fra Cushman & Wakefield │RED, at de danske investorer har øget deres aktivitet, mens de internationale investorer har sænket tempoet markant i 2018.
RED har i sin netop udgivne årsrapport Danish Investment Atlas 2019 opgjort den samlede danske transaktionsvolumen til 77 mia. kr. i 2018. Dermed er transaktionsvolumen reduceret med ca. 16% i forhold til rekordåret 2017, hvor der blev handlet ejendomme for 92 mia. kr.
Mere aktivitet fra danske investorer
Ifølge RED øgede de danske investorer deres investeringer med knap 2 mia. kr. i 2018 til et samlet niveau på ca. 43 mia. kr. – svarende til en dansk investeringsandel på samlet 55% af investeringsvolumen i 2018. ”Man kan få en opfattelse af, at det danske investeringsmarked er ved at oversvømmes af internationale investorer. Men i 2018 øgede de danske investorer deres investeringer, mens udlændingene investerede mindre” siger Managing Partner hos RED, Nicholas Thurø.
Udenlandske investorer opkøbte, ifølge RED, for knap 34 mia. kr. i 2018 svarende til 45% af transaktionsvolumen i 2018, hvilket er en nedgang på knap 17 mia. kr. i forhold til 2017. ”Uagtet nedgangen i aktiviteten, opfatter de internationale investorer fortsat det danske ejendomsmarked som attraktivt. Særligt det stabile politiske miljø, den generelle økonomiske vækst samt den lave finansieringsrente via det danske realkreditsystem er faktorer, som tiltaler investorerne,” siger Nicholas Thurø.
Tre investorer dominerer markedet – boliger i høj kurs
De tre mest aktive investorer på det danske ejendomsmarked var alle internationale, nemlig Heimstaden (NO), Blackstone (US) og NIAM (SE), som med imponerende 168 transaktioner tilsammen handlede for 16,2 mia. svarende til 21% af den samlede volumen i Danmark (figur 2). Heimstaden har i 2018 investeret massivt i nyopførte danske boligejendomme. Den amerikanske kapitalfond Blackstone har de senere år købt og renoveret en lang række beboelsesejendomme i hovedstaden og gennemførte i 2018 imponerende 67 handler til en samlet værdi af 5,2 mia. kr. Også NIAM har fokuseret på boligejendomme og har bl.a. erhvervet en portefølje i de jyske byer Silkeborg, Randers, Vejle og Horsens, samt en række mindre ejendomme og porteføljer.
Seks af de største investorer på ejendomsmarkedet er danske investorer. DADES, Koncenton, PFA Ejendomme, Core Bolig, BankInvest og Danske Shoppingcentre er alle blandt de 10 største og står samlet for 18% af den samlede transkaktionsvolumen.
Investorerne søger tilbage mod byerne
I 2017, hvor vi oplevede en rekordhøj transaktionsvolumen i Danmark, var stigningen båret af, at de store investorer søgte ud i landet for at investere i ejendomme, der gav et højere direkte afkast som alternativ til den store konkurrence blandt investorerne om ejendommene i København. Men i 2018, hvor de finansielle markeder oplevede øget nervøsitet, trak investorerne sig igen tilbage til de mere sikre markeder i de største byer. (figur 3). ”Især de internationale investorer har været aktive I København, hvor de står for 61% og dermed størstedelen af transaktionerne, mens de danske investorer dominerer i resten af landet,” siger Nichlas Thurø. Det er fortsat ejendomsmarkedet i København, som med 42% af den samlede investeringsvolumen, dominerer markedet volumenmæssigt.