Cushman & Wakefield | RED| Amaliegade 3, 5. sal, 1256 København K
Cushman & Wakefield | RED| Amaliegade 3, 5. sal, 1256 København K|CVR-nr.: 30 53 49 99|Telefon: +45 33 13 13 99|E-mail: red@red.dk

Stigende optimisme på tværs af lande og segmenter

#Analyse #Trends

En undersøgelse foretaget af Cushman & Wakefield | RED viser, at både de danske investorer og de nordiske investorer generelt i stigende grad er optimistiske omkring udviklingen på ejendomsmarkedet. Investorers optimisme kommer både til udtryk i form af en høj købelyst samt forventninger om stigende porteføljeværdier, stigende lejeniveauer og stabile eller faldende afkastkrav.

Høj købelyst drevet af forventninger om værdiforøgelser

I kølvandet på covid-19 er der blevet talt og skrevet meget om, at investorerne har store mængder kapital akkumuleret, som de ønsker at investere i fast ejendom. Denne påstand bliver i høj grad understøttet af RED’s seneste investorundersøgelse, der viser, at næsten fire ud af fem (79%) af de danske investorer ønsker at købe flere ejendomme end de vil sælge. Uagtet at der konstant bliver tilført nye ejendomme til markedet, bliver der ikke tilført nok til at mætte den høje købelyst, hvorfor RED forventer, at der i den kommende tid vil være en stigende konkurrence om de danske erhvervsejendomme.

Adspurgt til hvordan investorerne forventer, at værdien af deres porteføljer vil udvikle sig over de kommende seks måneder, viser analysen tydeligt, at investorerne er væsentligt mere positive i dag, end de var for blot ét år siden. Næsten 80% af investorerne har en forventning om, at deres ejendomme vil stige i værdi i de kommende 6 måneder. Det er markant mere positivt end samme tid sidste år, hvor der naturligt var en mere afventende stemning i markedet. Undersøgelsen viser således, at den stærke købelyst blandt de danske investorer i høj grad er drevet af forventninger om en positiv værdimæssig udvikling af investorernes porteføljer.


Kilde: Cushman & Wakefield | RED

Ser man på årsagerne til investorernes forventningerne, er det ca. lige dele stigende lejeniveauer (31%), reducerede afkastkrav (30%) og faldende tomgang (27%), der forventes at være de primære årsager til den positive værdimæssige udvikling. De resterende 12% af investorerne forklarer forventningerne med forbedrede finansieringsvilkår og reducerede driftsomkostninger.

Set i et nordisk perspektiv er der generelt bred enighed om, at vi kommer til se værdiforøgelser i de kommende seks måneder og om at stigende lejeniveauer (27%), reducerede afkastkrav (41%) og faldende tomgang (21%) vil være de tre primære vækstdrivere.

Selvom det kun er et fåtal af investorerne, der peger på finansieringsvilkårene som den primære årsag til værdiforøgelserne, er der endvidere en stigende optimisme omkring de fremtidige finansieringsvilkår i alle lande med undtagelse af Norge.

Danske investorer tror stadig mest på boligejendomme

Investorernes stigende optimisme afspejles endvidere i deres forventninger til udviklingen på lejemarkedet og i afkastene. Indenfor alle de største ejendomssegmenter (bolig, kontor, retail og logistik) viser den nyeste undersøgelse, at både de danske investorer og de nordiske investorer generelt forventer, at afkastene vil forblive stabile eller falde, og at lejerefterspørgslen vil forblive uændret eller blive forbedret i de kommende seks måneder. Sammenholder man disse resultater med resultaterne fra Q3 2020, er andelen af investorer der forventer en forringet lejerefterspørgsel og andelen af investorer der forventer stigende afkast reduceret indenfor alle de største ejendomssegmenter, hvilket vidner om den stigende optimisme blandt investorerne.

”Når vi ser resultaterne af vores analyse, der både viser en stigende optimisme og en stor købelyst, føler vi os meget sikre på, at vi i den kommende tid vil se et ejendomsmarked, der er præget af en fortsat høj investorefterspørgsel og investeringsaktivitet, hvilket vil medføre, at transaktionsvolumen i 2021 slår den tidligere rekord fra 2017.” udtaler Lior Koren, partner hos Cushman & Wakefield | RED.

Adspurgt til hvilket ejendomssegment investorerne vurderer, vil klare sig bedst i de kommende seks måneder svarer mere end halvdelen (53%) af de danske investorer boligejendomme. Ser vi på hvilke ejendomssegmenter de andre nordiske lande forventer vil klare sig bedst er billedet noget mere ligeligt fordelt mellem boligejendomme, logistikejendomme, kontorejendomme og offentlige ejendomme.


Kilde: Cushman & Wakefield | RED

Den store tiltro til boliger som den sikreste aktivklasse, vil forventeligt medføre en øget konkurrence om de mest attraktive boligejendomme i den kommende tid. Denne forventning afspejles ligeledes i investorundersøgelsens resultater, som viser, at ingen af de danske investorer forventer, at afkastet på boligejendomme vil stige i de kommende seks måneder.

”Ligesom vi også har set i de seneste år, forventer vi, at den høje investorefterspørgsel vil medføre, at handlen med nyopførte boligejendomme i regionale vækstbyer vil fortsætte med at stige, og at boligsegmentet igen i 2021 vil blive det klart største ejendomssegment.” udtaler Lior Koren.

Se hele RED’s investorundersøgelse omkring markedsstemningen her.

For yderligere information:

Lior Koren, Partner
Mail: lk@cw-red.dk
Tlf.: 27 11 05 08