Cushman & Wakefield | RED| Amaliegade 3, 5. sal, 1256 København K
Cushman & Wakefield | RED| Amaliegade 3, 5. sal, 1256 København K|CVR-nr.: 30 53 49 99|Telefon: +45 33 13 13 99|E-mail: red@red.dk

Bæredygtighed er nu helt afgørende for prisen på logistikejendomme

#Investering

Prisen for logistikejendomme med bæredygtighedscertificering er op til 24 procent højere end tilsvarende ejendomme uden certificering fremgår det af ny rapport fra Cushman & Wakefield. Logistikvirksomheder betaler desuden gerne 10-30 procent højere leje i bæredygtige ejendomme, der kan bidrage positivt til virksomhedernes egne ESG-mål.

Plejer er død i markedet for logistikejendomme, hvor det ikke længere kun er ”klimatosser”, der går op i klimaforandringer. I dag er bæredygtighed blevet afgørende for investorer, som tillægger bæredygtighedscertificeringer en central rolle i vurderingen af en logistikejendoms værdi.

Det fremgår af Cushman & Wakefields netop udkomne rapport med titlen “Sustainable Logistics – Navigating change in European logistics real estate”.

Rapporten viser, at størstedelen af en logstikvirksomheds CO2-aftryk ikke overraskende kommer fra transportdelen. Derfor er beliggenhed sammen med bæredygtighedscertificering blevet af største vigtighed, når en lokation skal vælges. Logistikejendomme med høje bæredygtighedscertificeringer beliggende på bedste adresser koster i gennemsnit 19 procent mere end sammenlignelige ejendomme uden certificering. Uden for de bedste placeringer, hvor ejendommens bæredygtighed tæller endnu mere, stiger tallet til hele 24 procent. Investorer lægger altså endnu større vægt på en ejendoms miljøvenlige egenskaber i områder, hvor der er større konkurrence om at tiltrække lejerne (udenfor prime locations).

Certificeringerne skaber med andre ord stærke incitamenter for ejendomsejere til at investere i bæredygtige forbedringer for at undgå, at deres ejendomme ender som stranded, det vil sige uattraktive og uden værdi på markedet. Blandt de tiltag, der har den største effekt, er solcellepaneler, udskiftning af lys- og varmesystemer samt installering af energiovervågningssystemer.

Cushman & Wakefield har i den nye rapport beregnet, at for hver 10 euro, der investeres i bæredygtighedsforbedringer af ejendomme, reduceres CO2-udledningen med 2,2 kg om året. Tilbagebetalingsperioden for investeringer i energieffektiviseringer er ifølge rapporten gennemsnitligt 7,5 år.

Klima- og miljøhensyn betyder, at også långivere nu stiller krav om, at ejendomme skal energiforbedres og dermed reducere deres CO2 forbrug.

Markedet taler i det hele taget sit eget tydelige sprog omkring værdien af bæredygtige logistikejendomme, og rapporten slår fast, at efterspørgslen efter netop bæredygtige ejendomme er stigende. Virksomheder ønsker i stigende grad at leje lokaler, der kan hjælpe dem med at nå deres egne ESG-mål – og de vil gerne betale højere lejepriser for det. Ifølge Cushman & Wakefield er lejeniveauerne for højt certificerede bygninger typisk 10-30 procent højere end for mindre bæredygtige logistikejendomme.

Derudover peger rapporten på, hvordan udviklere inden for logistik har skiftet fokus fra udelukkende at reducere bygningernes miljøpåvirkning til også at skabe social værdi for medarbejderne. Dette skift er drevet af en voksende erkendelse af, at bæredygtighed ikke kun handler om miljømæssige aspekter, men også om at forbedre livskvaliteten for dem, der arbejder i disse bygninger. Sådanne tiltag hjælper også virksomhederne med at tiltrække og fastholde talent.

Det kan efterhånden ikke siges for ofte: Bæredygtighed er blevet en uundgåelig del af ejendomsmarkedet, også når det gælder logistikejendomme. Investorer, udviklere og långivere kommer simpelthen ikke udenom bæredygtighed i deres strategier, hvis de ønsker at forblive konkurrencedygtige og sikre langsigtede afkast. Evnen til at tilpasse sig vil være afgørende for succes.

Læs hele rapporten ”Sustainable Logistics – Navigating change in European logistics real estate” her