I et samfund der bliver mere og mere komplekst for almindelige borgere at begå sig i, synes jeg, at det er vigtigt, at alle brancher løbende søger at forsimple lovgivningen og mindske bureaukratiet. Det gælder naturligvis også ejendomsbranchen, hvor mange lovkomplekser bringes i spil.
Jeg har for nyligt advokeret for en afskaffelse af vurderingssystemet til fordel for en langt simplere avancebeskatning, hvilket udover en enklere og mere rimelig beskatning vil kunne frigøre minimum 900 årsværk i skattevæsenet. Forslaget er desværre ikke modtaget med kyshånd fra politisk hold, så vi bumler videre med vurderingscirkusset for nu.
Det skal man selvfølgelig ikke miste modet af. Næste forslag kommer her.
LEJELOVEN – TID TIL FORENKLING
Den nye lejelov, der trådte i kraft den 1. juli 2022 som en sammenskrivning af lejeloven og boligreguleringsloven, skulle have været en forenkling af loven. Meget mere enkelt blev det dog ikke, og med den nye lejelov fulgte også en ny ”Lov om boligforhold” med 107 paragraffer. Samtidigt fulgte yderligere stramninger af administrative krav til udlejere.
Og hvorfor egentlig?
Lidt som med ejendomsvurderingssystemet har man stirret sig blindt på en problematik, som man fra politisk side tror, man kan løse ved omfattende og kompliceret regulering. Man ønsker vel ret beset at sikre et ”rimeligt lejeniveau” og ”byer hvor alle har råd til at bo”. Helt legitime politiske ønsker, men forsøgt løst på den mest bureaukratiske og ineffektive måde, man overhovedet kan forestille sig.
Gennem reglerne om omkostningsbestemt husleje og andre variationer af huslejebegrænsninger for ældre boligudlejningsejendomme har man skabt et system, der både er svært for lejere at gennemskue, besværligt for udlejere at administrere og som kræver et uforholdsmæssigt stort kontrolsystem. Huslejenævn, ankenævn og Grundejernes Investeringsfond er alle kontrolinstanser affødt af en kompleks lovgivning. Dertil kan bemærkes, at huslejenævnene i stort omfang taber de retssager, der forfølges, hvilket giver en indikation af, hvor svært det er at gennemskue og overholde lovgivningen.
Det er tilsyneladende meget vanskeligt at finde ud af, hvor mange mennesker huslejenævn og ankenævn beskæftiger. Hverken Boligministeriet eller KL er i stand til at svare på det. Men da alle landets 98 kommuner har begge nævn, må det antages at være ganske mange hænder. Alene i Københavns Kommune er der 40 medarbejdere i de to nævn. Der er sågar en interesseorganisation, ”Huslejenævnsforeningen” til varetagelse af nævnenes interesser overfor regering og offentlige myndigheder – hvad de interesser så end måtte være.
BILLIGE BOLIGER OG DEN BLANDEDE BY
Spørgsmålet er, om al denne administration og regulering overhovedet sikrer de prisvenlige boliger og den blandede by, som politikerne ønsker?
Det gør det naturligvis ikke. Jeg har i mine 16 år som vurderingsmand og erhvervsmægler set et meget bredt udsnit af de københavnske boligudlejningsejendomme, og virkeligheden er, at de private udlejningsboliger, der er underlagt bestemmelserne om omkostningsbestemt husleje (og dermed er billige), i stort omfang er udlejet til ressourcestærke borgere med et godt netværk.
De billige boliger er således ikke til rådighed for de grupper, som politikerne ønsker at sikre en betalbar bolig i byen. De bliver udlejet til dem, der har adgang til ejendomsejerne, f.eks. familie, venner, bekendte og kollegaer, hvilket der i sig selv ikke er noget galt i. Men den målrettede håndsrækning rammer helt forbi, og den komplekse lovgivning og omfattende administration er i bedste fald spild – i værste fald kontraproduktivt, da de billige boliger reelt ikke er en del af boligudbuddet og dermed ikke er med til at holde markedslejen nede.
LØSNINGEN
Der findes simple måder at gøre det muligt for lavlønsgrupper at betale for en bolig i de dyre byer på. Vi har allerede boligstøtte, som jo blot kan sættes op for visse indkomstgrupper, så også de borgere, som politikerne faktisk ønsker at hjælpe, har råd til en bolig på markedsvilkår.
Derfor: Sæt lejen fri, drop den indviklede lovgivning, reducer huslejenævn og ankenævn og start på en frisk. Og målret så den økonomiske støtte til de indkomstgrupper, man ønsker at hjælpe.
Ingen vil få en højere leje, hvis lejen frisættes til markedsleje for alle typer boliger, så længe det blot sker ved genudlejning.
