Cushman & Wakefield | RED| Amaliegade 3, 5. sal, 1256 København K
Cushman & Wakefield | RED| Amaliegade 3, 5. sal, 1256 København K|CVR-nr.: 30 53 49 99|Telefon: +45 33 13 13 99|E-mail: red@red.dk

Fra negativ til forsigtig positiv udvikling for den europæiske boligsektor

#Bolig #Trends

Det lysner på det europæiske marked for køb og salg af boligejendomme. Antallet af transaktioner ramte ganske vist bunden i 1. kvartal af 2024, men alt tyder på, at den nedadgående tendens – i tråd med udviklingen på det samlede marked – er ved at vende. Samtidig er der positive takter i afkast og lejevækst.

Amerikanske investorer udviser fortsat stigende interesse i europæiske lejeboliger med et opkøbsvolumen, der i 1. kvartal var 27 procent højere end året før. Amerikanerne er især tiltrukket af lejligheder og studieboliger. Investeringer fra mellemøstlige stater som Dubai og Israel er også i stigning. Samtidig steg kapitalfondes investeringer i boligsektoren med 38 procent det seneste år. Svenskerne har til gengæld stort set trukket sig ud af det europæiske marked udenfor Sverige.

Det fremgår af Cushman & Wakefields rapport, ”European Living Sector  – Capital Markets Briefing – Q1 2024” med fokus på den europæiske boligsektor.

Lavere låneomkostninger

Der er samtidigt optimisme omkring udviklingen i låneomkostninger. De vil, drevet af Den Europæiske Centralbank, langsomt begynde at falde i løbet af sommeren og fremefter. Dette vil opmuntre til mere aktivitet. Aktuelt får det dog også nogle investorer til at holde igen med at sælge.

Usikkerheden omkring låneomkostninger fik i første kvartal den konsekvens, at der på europæisk plan kun blev handlet boligejendomme for i alt 7,6 mia. euro, hvilket er den laveste kvartalsvolumen de seneste ti år. Relativt set i forhold til de øvrige segmenter, er der dog en lille stigning i boliginvesteringernes andel, og boligsegmentet udmærker sig derfor ikke særligt negativt.

Storbritannien var i 1. kvartal det suverænt mest aktive marked for handler i boligsektoren (2,8 mia. euro) efterfulgt af Tyskland (1,3 mia. euro) og Sverige (1,1 mia. euro). 90 procent af alle europæiske handler i boligsektoren var i denne periode på under 100 mio. euro. Dog blev der for første gang i to kvartaler indgået én aftale på over 500 mio. euro.

London oplevede med en stigning i afkastet på boligudlejningsejendomme på 25 bp, den største stigning efterfulgt af Helsinki med en stigning på 20 bp. I Wien, Stockholm, Gøteborg og Malmø lå afkaststigningerne i 1. kvartal på cirka 10 bp.

Voldsomt fald bremset op

Tendenserne for udlejningsejendomme (Private Rented Sector) viser, at det voldsomme fald i transaktionsvolumen nu er bremset op, og at lejevæksten i dette segment i første kvartal var på 10,7 procent i forhold til samme periode året før. Den stigning overgår både kontor-, detail- og logistiksektorerne.

Indenfor studieboliger (Purpose Built Student Accomodation), har 1. kvartal af 2024 ikke budt på den store aktivitet. Markante transaktioner er dog på vej i Storbritannien. Dette marked understøttes i Europa af stærke grundlæggende forhold, hvor man i flere markeder, ført an af Spanien, oplever lejevækst over inflationen.

Køb og salg af ejendomme med boliger målrettet den ældre del af befolkningen (Senior Housing & Care) er fortsat afdæmpet i Europa, men afkast fortsatte i 1. kvartal med at stige i nøglemarkederne. Frankrig oplevede den største stigning på 25 bp efterfulgt at Belgien (15 bp) og Italien (10bp).

Læs hele publikationen fra Cushman & Wakefield her: European Living Sector – Q1 2024