Cushman & Wakefield | RED| Amaliegade 3, 5. sal, 1256 København K
Cushman & Wakefield | RED| Amaliegade 3, 5. sal, 1256 København K|CVR-nr.: 30 53 49 99|Telefon: +45 33 13 13 99|E-mail: red@red.dk

Udenlandske investorer dominerer ejendomsmarkedet i Danmark

#Analyse #Investering

Udenlandske investorer dominerer ejendomsmarkedet i Danmark

Udenlandske investorer har i den grad fået øjnene op for danske ejendomsaktiver og 2017 tegner til at blive året, hvor udenlandske investorers andel af den samlede investeringsvolumen for første gang overstiger 50%. Investorer fra Norden er de mest dominerende, men også amerikanske, tyske og britiske investorer har købt op i løbet af 2017.

Udenlandske ejendomsaktører fortsætter med at udvise stor interesse for det danske erhvervsejendomsmarked. For første halvår af 2017 har udenlandske investorer købt ejendomme for 21,2 mia. kr., og dermed tegner de sig for 61% af den totale aktivitet på det danske erhvervsejendomsmarked. Det viser foreløbige tal fra Cushman & Wakefield | RED.

Det er primært investorer fra Sverige og Norge der har gjort sig bemærket på den danske ejendomsscene i første halvdel af året. Investorer fra de to lande alene udgør 69% af samtlige udenlandske opkøb i perioden. Især har svenske Niam og norske Heimstaden ført an med opkøb for hhv. 4,5 og 4,2 mia. kr. Niam har blandt andet købt HD Ejendomme, som indeholdt en blandet bolig- og erhvervsportefølje spredt rundt i Danmark, for 4,3 mia. kr., mens Heimstaden har købt en række boligudlejningsejendomme i København.

“Vi har aldrig før oplevet en så stor aktivitet fra udenlandske investorer, og hvad der er bemærkelsesværdig er, at udover, at de også er aktive i de store segmenter såsom bolig, kontor og retail, er de også meget aktive i flere af de mindre ejendomssegmenter såsom hotel- og industri/logistikejendomme”, udtaler Nicholas Thurø, managing partner hos Cushman & Wakefield | RED.

De udenlandske investorers andel af industri/logistik-segmentet udgjorde i første halvår hele 94%, mens samtlige opkøb af danske hotelejendomme i perioden blev foretaget af udenlandske investorer.  Svenske AB Balder, som også ejer Sjælsø Management, har blandt andet været på storindkøb i hotelkategorien og har kunne tilføje fire hoteller i indre København til sin portefølje.

Selvom flere udenlandske investorer kigger mod provinsen, når de skal finde nye investeringsemner, herunder Niam og M7/Blackrock, så er det fortsat hovedstadsområdet, der er mest interessant. I alt fandt ca. 58% af den udenlandske aktivitet i første halvår sted i hovedstadsområdet, mens andelen kun var på ca. 50% for de danske investorers aktivitet.

“Det danske ejendomsmarked er gradvist ved at blive indsluset i det europæiske ejendomsmarked, hvor international kapital i højere grad leder efter de bedste risiko-justerede afkast i de respektive ejendomssegmenter på tværs af landegrænser frem for at være dedikeret til en bestemt geografi. Med baggrund i de udenlandske investorers aktivitet i første halvår af 2017, forventer vi, at deres andel af aktiviteten for hele året vil overstige 50% for første gang”, konkluderer Nicholas Thurø, managing partner hos Cushman & Wakefield | RED.